Ole Bogarts sidste ord ”Inden jeg går i seng, øver jeg mig i medmenneskelighed”, lød overskriften til en artikel i Kristelig Dagblad den 31. marts 2017, hvor Ole ”Bogart” Michelsen skrev om sin weekend. Den medmenneskelighed, som han i rigt mål repræsenterede, kunne den statsejede medievirksomhed DR tage ved lære af.
For DR holdt ikke fast i etikkens gelænder, da man straks efter nyheden om Oles død den 5. marts lagde en kortfilm på fire minutter ud på sin hjemmeside med ”Ole Michelsens sidste ord: Jeg efterlader mig et dejligt langt og varmt liv”. Med den kortfilm trådte DR så langt over anstændighedens grænse, at man må spørge sig selv, hvor etikkens gelænder findes i det nye, moderne mediehus på Amager.
Optagelserne til kortfilmen fandt nemlig sted, efter at Ole havde fået diagnosen Alzheimer. Med hjælp fra kommunens demenspleje boede han stadig i sin lejlighed på Frederiksberg. Men et år efter den velskrevne og klart formulerede artikel i Kristeligt Dagblad var han en skygge af sig selv. En kort tid efter diagnosen var der øjeblikke, hvor han udtrykte sig forståeligt, men det blev hurtigt sort tale, som det er helt karakteristisk for patienter med den sygdom.
Det var den Ole, DR viste frem i kortfilmen. Den udstiller en mand, der ikke er helt klar over, hvad han er med til, og den bærer efter min mening præg af at være klippet hårdt sammen af enkelte forståelige fraser. Sort tale er tilsyneladende klippet væk.
Kortfilmen viser en ældet, svækket mand og ikke den Ole, der var berømt for sit lysende klare sprog, og som vi kendte ham. Og jeg var en meget nær ven, der har kendt Ole det meste af mit liv og havde stor glæde af hans lysende begavelse og hans muntre sind trods sit dramatiske liv.
Vil man lave udsendelser om mennesker i livets slutfase, kræver det dybt seriøse etiske overvejelser for og imod. Det kræver som minimum, at personen er ved sine fulde fem, ikke dement eller sløvet af medicin osv.Hvad er i det hele taget formålet med en udsendelse i så kort form om et kendt menneske på gravens rand?
Jeg ved ikke, hvilke overvejelser DR har gjort sig. Men jeg er sikker på, at DR vil forsvare kortfilmen med næb og klør og sikkert også undskylde sig med, at man ikke kendte til Ole Michelsens sygdom. Dertil er kun at sige, at man har en etisk forpligtelse til som minimum at sikre sig, at personen er vedsine fulde fem. Og som bekendt ”fritager ukendskab til loven ikke fra strafansvar”.
Mennesker tæt på Ole har oplevet kortfilmen som både mærkelig og rædselsfuld. Det gælder også mig selv. Derfor vil jeg afslutningsvis citere, hvad den Ole, som vi kendte og holdt af, skrev om sin weekend i Kristeligt Dagblad kun et år, før han ikke længere talte sit klare sprog. Han skrev:
”På søndag går jeg i Frederiksberg Kirke. Ikke om formiddagen, hvor der ofte er barnedåb, som er smukt, men også forstyrrende. Klokken 17 er der ro. Her kommer de unge til konfirmationsforberedelse, og det minder mig altid om, da min gode ven Ulf Pilgaard og jeg gjorde det samme. At gå i kirke er vigtigt for mig, især i Frederiksberg Kirke, hvorfra min lillebror, min far og min datter blev begravet. Jeg genfinder noget der. Og så nyder jeg, at der aldrig er udsolgt eller fuldt af turister. Der er bare fred sammen med andre.
Inden jeg går i seng, holder jeg måske en lille monolog til dem, der ikke er der mere, eller til den højere magt – hvad det så end er. Man kan godt kalde det en bøn, og for mig ligger der en stor styrke i at kunne formulere en medfølelse for mennesker, man holder af, levende eller døde. Så bygger de gode tanker sig op og kan lynhurtigt komme frem, hvis jeg møder den, jeg har bedt for. Det er god træning i medmenneskelighed”.
Kontrasten til de fire minutter på DR kan ikke være større.
Ole blev bisat fra Frederiksberg Kirke lørdag den 14. marts under omstændigheder, der på en måde var symbolsk for hans dramatiske liv og lysende personlighed. Den dag lukkede Danmark sine grænser på grund af corona-krisen, og det var kun tilladt 50 mennesker at være til stede i kirken for at tage afsked med Ole Bogart, som han blev kaldt i folkemunde. Samtidig skinnede solen over landet, ligesom Ole havde lyst op blandt mennesker omkring ham, selvom han bar på tung sorg over tabet af sin fader,der tog sit eget liv, af sin lillebror, af sin datter, der døde af kræft kun 42 år gammel og af sin første hustru, som døde ved en trafikulykke.
